Smartlog v3 » Malenes blog » Fra dildo til jura
Opret egen blog | Næste blog »

Malenes blog

Om min lille verden

Fra dildo til jura

10. Jul 2008 12:02, lyngbo

I dag kom en besked, jeg havde ventet længe på. Den kom lidt på en ”forkert måde”, men alligevel. Efter sommerferien skal jeg nemlig læse jura på deltid på universitetet. Det er jeg rigtig glad for, og meget lettet over, at jeg kom ind. Da jeg søgte, var jeg egentlig ret rolig, men som tiden gik, og jeg ikke hørt noget, blev jeg mere og mere utryg. Det resulterede i lidt tåre og indre kaos. Men nogle gange er det måske også meget godt, at blive rystet lidt i troen. Jeg har lavet en aftale med min arbejdsgiver, om at kunne læse en dag om ugen. De betaler også deltagergebyr og bøger. Ironisk nok var det på den baggrund, jeg fik besked om, at jeg er inde. Der kom nemlig en regning til min arbejdsgiver! Når nu uni kræver penge op, så må man vel forvente, at jeg er optaget?

Jeg er bare rigtig glad og lettet. Men også meget nervøs, og bange for jeg ikke kan klare det. Mit udgangspunkt er, at jeg ikke kan, for så kan man jo kun blive overrasket. Jeg er så bange for, at jeg ikke kan administrere min tid, og så er jeg bange for, at min kemohjerne forhindrer mig i, at kunne huske. Jeg tør slet ikke at tænke på, at jeg kan fuldføre studiet. Vi starter op med familieret, så i det mindste når jeg da at lære om arv, skilsmisse, særeje osv. J

I weekenden skal vi ud og se et sommerhus, vi muligvis kan leje i vinter, hvor vi jo er husvilde. Derefter skal vi passe barn til søndag. Det bliver sikkert hyggeligt. Vi har talt om at tage til Egeskov. Det vil hun sikkert elske.

Hmm, måske burde man fejre dagens glade nyhed. Vi skal i banken i dag og underskrive lånet på 2 mio. Når man pludselig skylder så mange penge, kan man vel dårlig tillade sig at fejre…eller hvad? Måske en lille bitte smule? Måske er der nogen, som inviterer en ud at spise, eller synes, man skal have et par nye sko?

Kommentarer

  1. khatera safi
    19. Jan 2010 19:10
    1

    Hej Malene. Jeg kom tilfældigvis til at læse din side via google da jeg søgte på jura på deltid. Jeg er snart færdig som socialrådgiver og drømmer om at læse jura på deltid til sommer 2011.Er du begyndt op studiet? Kan du please fortælle mig lidt om studiet?Er det svært, let?Bruger du meget tid på at læse?Er der mange der dumper ved eksamener? Jeg er så nervøs over om jeg kan klare det. Jeg har gennemsnit på 9 fra gymnasiet. Hvad lægger de vægt på ved optagelse?Undskyld, jeg tager sådan din tid men jeg vil virkelig gerne vide mere om det. Jeg overvejer at læse i århus. Mange tak.

  2. Malene Lyngbo
    26. Jan 2010 10:05
    2

    Hej

    Ja, jeg har læst i 1½ år nu, og er rigtig glad for det.

    Jeg bruger ca. 20-25 timer pr. uge på studiet. Deri er forelæsningen om lørdagen, der på SDU er fra kl. 9 til kl. 16. Det sker dog, at vi får tidligere fri. På 1. semester var der til gengæld også enkelte forelæsninger fredag aften.

    Vi startede 66 på holdet, men allerede efter eksamenerne på 1. semester manglede der 1/3. Men mange af dem havde jeg nu heller aldrig set til forelæsningerne. Der er nu ca. 30-35 tilbage på holdet og ca. 20-23 til hver forelæsning. Der er dog enkelte, vi kun ser til eksamen. Jeg personligt kunne ikke komme gennem studiet uden at komme til forelæsningerne. Men det er jo meget forskelligt, hvordan folk lærer. Jeg tror, at alle kan komme igennem det, hvis de gør en indsats, så min vurdering er, at dem der dropper ud, ikke lagde nok arbejde i det. Så du skal altså ikke være nervøs for, at man dumper helt uden grund.

    Jeg ved egentlig ikke hvad de lagde vægt på ved optagelsen. Faktisk tror jeg, alle kom ind. Der er jo åben uddannelse, og det koster kr. 6.000 pr. semester, så uni har jo også en interesse i at optage os. Nu ved jeg ikke hvor du bor, men på mit hold er der folk fra Vejle, Nordsjælland og alt derimellem.

    Jeg havde selv et snit på under 9 fra gymnasiet, så du skal ikke frygte. Generelt er karaktererne på uni noget lavere, og 4 er en helt ok karakter.

    For resten er der flere socialrådgivere på holdet, og de klarer sig helt fint.

    Sig til hvis der er mere, du vil vide.

    VH Malene

  3. Eddie
    7. Jul 2010 02:00
    3

    Hej

    Jeg har gennemsnit på 7,5 fra gymnasiet, men er snart færdiguddannet civil-ingeniør med nået højere karakter gennemsnit. Kan du fortæller noget om min situation ift. at blive optaget.

    Hilsen Eddie

  4. Malene Lyngbo Møller
    7. Jul 2010 07:44
    4

    Hej Eddie

    På SDU tror jeg, de næsten optager alle på jura på deltid. Måske fordi de bare har mange pladser, men måske også fordi så mange springer fra efterhånden. De fleste ryger i løbet af 1. semester eller efter de tilhørende eksamener.

    Jeg tror, du kan være næsten sikker på at komme ind. Hvis du er i tvivl, kan du jo spørge på studiekontoret for jura.

    Normalt kan man jo ikke komme ind på uni, hvis man allerede har en kandidateksamen, med mindre der er plads. Men det er jo typisk kun på matamatik, kemi og sådan, der er plads. Men når det er åben uddannelse, kan man godt komme ind alligevel, og så tage endnu en uddannelse ad den vej. Men man kan fx ikke skifte til dagsstudiet.

    Held og lykke med det.

    VH Malene

  5. Christina Didold
    28. Jul 2010 13:17
    5

    Hej du friske..Jeg skal lige høre dig kort...

    Hvor mange år læser du på åben uddannelse, den er længere, men hvor meget længere...?


    Hilsen fra Christina..

  6. Malene Lyngbo Møller
    28. Jul 2010 13:46
    6

    Hej Christina

    Hvis man læser jura på deltid (åben uddannelse), tager det 5 år at blive bachelor, hvor det normalt tager 3 år på fuld tid. Hvis man efterfølgende vil læse overbygningen (kandidat), kan den på nuværende tidspunkt kun læses på fuld tid på SDU.

    Hilsen Malene

  7. Mathias
    23. Feb 2011 21:12
    7

    Hej Malene.

    Lige et hurtigt spørgsmål.
    Jeg bor i Kbh, og har overvejet lidt at læse det på deltid,
    men jeg vil spørge om hvor tit man fysisk er nødt til at være til stede på SDU for at få noget ud af det? Det er jo en lang og dyr tur når man bor i Kbh. Du siger der er forelæsning hver lørdag, eller det ændre sig måske gennem semestrene?

    Mathias

  8. Malene Lyngbo
    24. Feb 2011 11:51
    8

    Hej Mathias

    Hvor tit man vil være til sted til undervisningen på SDU, er egentlig op til en selv. Jeg er der altid, men jeg bor også kun 40 min. væk, og jeg ved, at jeg lærer bedst ved at HØRE tingene. Men der er andre som aldrig kommer til undervisningen, og som vi kun ser på deltager- og eksamenslisten. De LÆSER sig til alting, og kommunikerer med underviseren på anden vis. Derimellem er der selvfølgelig mange muligheder. Der er nogen som kommer, fordi et bestemt emne er på programmet, fordi der gennemgås afleveringsopgaver eller andet. Det er jo op til en selv.

    Der er ikke undervisning hver lørdag. Det sviger meget fra semester til semester. Her:
    http://www.sdu.dk/Information_til/Studerende_ved_SDU/Din_uddannelse/Jura_bachelor_aaben/Laeseplaner

    kan du se læseplanerne for nuværende og tidligere semestre. Det afhænger alene af underviserne, om der er undervisning eller ej. SDU bestemmer ikke at alle hold har fri de samme lørdage.

    Det er ganske rigtig dyrt at rejse fra Kbh. hver lørdag. På mit stamhold er der en hel del derfra, og de kører sammen. Så er det jo ikke så dyrt, og det går meget hurtigere. Så mon ikke der vil være lige så mange fra Kbh. på de kommende hold? Men lad endelig være med at købe togbilletter der ikke kan refunderes til alle lørdagene, for planerne bliver nogle gange ændret.

    Jeg ved, at SDU har spurgt dem på holdet under mit, om de ville have taget uddannelsen, hvis den var udbudt i Slagelse. Så måske leger de med tanken om at starter hold der?

    Jeg vil anbefale dig og andre at prøve det af. Men tag det seriøst og sørg for at have aftalerne med baglandet i orden.

    VH Malene

  9. Mathias
    28. Feb 2011 19:12
    9

    Mange tak, jeg er blevet ret hugt på det. Det lyder rigtig spændende. Dog har jeg lige et par andre spørgsmål jeg håber du kan hjælpe mig med :)
    Når jeg kigger på uddannelsens opbygning:
    http://www.sdu.dk/Efter_videreuddannelse/Deltid/Jura_paa_deltid/Uddannelsens_opbygning
    Så står der at hver semester ca. omfatter 84 timer.
    Er det timerne for undervisning lørdag, forberedelse, eller hvad dækker det over?
    84 timer pr. semester svarer til 3,5 timer om ugen, og det kan man vel ikke nøjes med at bruge på studiet?

    Du har jo arbejde ved siden af, så hvor mange timer bruger du ca. på at læse om ugen? Bare hvor meget jeg cirka skal regne med?

    En sidste ting er lidt kriglet. Jeg ringede ti kontoret og spurgte om der var mulighed for SU hvis man kombinerede det med evt. flere fag. Men da det er en åbent uddannelse kan man ikke gøre det. Så talte vi om en lidt uofficiel måde at gøre det på, nemlig at lade sig indmelde på et su-studie ved siden af, så man får su, og så læse samt have et deltids job (lettere hverdag).
    Er det noget du kender til, eller ved du om der er nogen fra studiet som gør det på en sådan måde?

    Håber du kan hjælpe :)
    Mathias

  10. Malene Lyngbo
    4. Mar 2011 08:54
    10

    Det lyder da også som om du er MEGET seriøs ift. at gå i gang. Det er da bare super.

    De 84 timer er et ca.-tal,og handler kun om undervisningen om lørdagen. Vi har jo enkelte fridage, og på helligdage er der ikke undervisning. Her på 8. semester har vi fx 13 undervisningsgange (lørdage) a 7 timer. Det giver 91 timer. Du kan altså ikke bare dividere med det antal lørdage, der er fra 1/2 til 31/5.

    Jeg bruger hver uge i alt ca. 20-25 timer, hvoraf de 7 timer altså er undervisning. Jeg læser en hel hverdag og nogle aftener derhjemme.

    Alt det med SU ved jeg ikke noget om, og mig bekendt er der ingen på de 2 hold jeg har været på, som er på SU, og som skal tage hele uddannelsen på deltid. Men der dukker indimellem en dagsstuderende op, som tager et fag om lørdagen. De er selvfølgelig på SU. Det lyder da som om studiekontoret er kommet med en kreativ løsning. Du skal bare være sikker på, at du kan optages på et dagsstudie. Du skal altså have en studentereksamen (eller lignende) med et adgangsgivende karaktergennemsnit.

    Held og lykke

  11. Chris
    8. Nov 2011 12:10
    11

    Hejsa

    Har med interesse læst ovenstående indlæg og har lige nogle spørgsmål jeg håber du vil svare kort (af hensyn til din tid) :-)

    Jeg overvejer jura på deltid... men har familie (3 børn mel. 3-8 år) og arbejde som samtidig skal passes.

    1. hvor tit er der gruppearbejde/opgaver
    2. hvor tit er der afleveringsopgaver

    Hilsen Chris

  12. Malene Lyngbo
    9. Nov 2011 11:30
    12

    Kære Chris

    Der er som udgangspunkt kun gruppearbejde ifm. undervisningen.

    For både gruppearbejde og afleveringsopsgaver gælder det, at der er store forskelle fra fag til fag og fra underviser til underviser. Nogen bruger det meget, og andre næsten ikke. Nogle fag er også mere velegnede end andre. Så jeg kan desværre ikke svare dig generelt. Dog tror jeg, der er en tendens til, at der bruges lidt mindre gruppearbejde for studerende på åben uddannelse. Min egne oplevelse er, at der mere bliver løst små opgaver (spotopgaver) i fællesskab på klassen. Mængden svinger igen fra fag til fag.

    Et fag der går over et semester med en skriftlig eksamen, vil måske have 2 afleveringsopgaver. Det er frivilligt at aflevere, og der bruges ca. 2 timer på at gennemgå løsningen efterfølgende. Jeg synes, det er guld værd at få bedømt sin opgave, og se opgaven løst på klassen bagefter.

    Det er svært at vurdere hvordan andre får deres tid til at hænge sammen. Så jeg kan ikke andet end opfordre dig til at prøve det af. Tag et enkelt fag eller semester, og vurdér om det kan fungere for dig, og for jer som familie.

    Sig endelig til hvis der er mere, du vil vide.

    VH Malene

  13. Cille
    25. May 2012 08:33
    13

    Hej Malene
    Jeg er netop i gang med at læse til socialrådgiver og færdig om ca. Er års tid. Påtænker at læse jura deltid efterfølgende da det virkelig er noget som har min interesse. Har luge et par spørgsmål som jeg håber du har mulighed for at svare på. Har ikke selv kunne finde frem til det på nettet :-)
    - er det muligt at læse jura deltid på sjælland? Altså ved åbent universitet et andet sted end Århus og Kbh.
    - ser at prisen pr. Semester er 7500 kr og det er jo en sjat hvis man så derudover skal betale bro, benzin og bøger. (kommer fra Kbh. )
    Hvor store udgifter vil du mene der er til bøger pr semester. Ved du skriver din arbejdsgiver betaler men har du nogen ide?
    - ved du om der er mere snak om mulighed for at studere på Sjælland?
    - hvor mange muntlige eksamener er der på 1. Og 2. Semester og hvor mange skriftligt?
    - er der overvægt af den ene eller anden type eksamener?
    - hvor meget er der at læse fra gang til gang? Mange hundrede sider eller?
    Beklager mine mange spørgsmål:-) er bare lidt usikker på om jeg kan Klare det og må derfor lige høre om en masse:-)
    Mange hilsner Cille
    Ser frem til ar høre fra dig;-)
    Rigtig dejlig dag til dig

  14. Malene Lyngbo Møller
    1. Jun 2012 16:55
    14

    Kære Cille

    Jeg ved ikke om det er muligt at læse jura på deltid på Sjælland. Jeg ved, at Københavns Universitet tilbyder undervisning om aftenen, men det er i normalt tempo svarende til fuld tid. Så det må være hårdt ved siden af et job. Jeg har desuden hørt rygter om, at Syddansk Universitet har undersøgt muligheden for at udbyde jura på deltid på deres campus i Slagelse. Men det er som sagt kun rygter. Men kontakte da SDU og spørg til det. De opererer jo på et marked af udbud og efterspørgsel. På de hold jeg har læst på kom mellem 1/3 og halvdelen dog fra Sjælland, så der ville nok være basis for det. Mange kører sammen, og deler på den måde udgifterne.

    Mine bogudgifter er mellem kr. 500 og 1.500 pr. semester, tror jeg. Men du jo evt. købe brugte bøger af studerende, der er nået længere end dig. Jeg kan formidle, hvis du får brug for det. Jeg vil nemlig ikke selv sælge mine bøger.

    Der er ingen mundtlige eksamener før på 8. semester. Indtil da er det kun skriftlige, og jeg mener, de alle sammen er klassiske 4-timers ved computer. Der er eksamen efter hvert fag, så det er mindst 1 hvert semester, med undtagelse af 1 semester (fordi faget fortsætter det efterfølgende semester). Jeg vil vurdere, at der er overvægt af skriftlige eksamener. Jeg tøver lidt, fordi der på 9. semester er en del små fag, som jeg ikke helt kender prøveformen på.

    Der er nok i snit ca. 100 sider at læse fra gang til gang. Typisk er det i lærebøger, men også artikler og domme.

    Du skal endelig bare spørge. Jeg var selv på herrens mark inden jeg startede i sin tid.

    Også god dag til dig.

    VH Malene

Malene Lyngbo Møller
Malene Lyngbo Møller

Kalender

« May 2018 »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031 

votechdirect.com vocation training schools
accounting degree

Tags

Arkiv