Smartlog v3 » Malenes blog » Hvordan er man venner med voksne, der har børn?
Opret egen blog | Næste blog »

Malenes blog

Om min lille verden

Hvordan er man venner med voksne, der har børn?

23. Oct 2010 01:27, lyngbo

Det her indlæg er en smule svært for mig at skrive, og jeg burde måske ikke gøre det i den sindsstemning jeg er i. Jeg er nemlig ked af det, men der er et emne som larmer i mit indre. Det er kontroversielt, og jeg ved egentlig ikke helt, om jeg tør åbne helt for posen.

Hvordan er man venner med voksne, der har børn, når man ikke selv har børn? Jeg kan åbenbart ikke finde ud af det, for jeg har ingen nære venner tilbage. De har alle sammen fået børn.  Jeg har ingen nære veninder, jeg kan ringe til når jeg er glad i låget, og jeg har ingen, når livet slår knuder. Det gør mig ked af det. Mine gamle veninder har næsten alle sammen børn, og al aktivitet er altid styret af deres børn og disses mad-, sove- eller aktivitetsvaner. De kan jo ikke gøre for det, for selvfølgelig drejer en mors verden sig om hendes børn. Det er sikkert mig, der ikke kan finde ud af, hvordan man gebærder sig. Men når jeg nu ved hvor hårdt det er for veninderne at være mødre, og hvor meget de kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen med arbejde, tid, søvn osv. ja så står jeg jo ikke der og kræver byture eller lange samtaler om bøger, film, mænd, følelser og hvad vi ellers talte om før. Det kan jeg da ikke tillade mig, føler jeg. Min mand har det anderledes. Han synes de kan virke egoistiske, og nemt glemmer mig ”bare fordi de har fået børn”. Men jeg har jo hørt fra dem hvilke dagligdage, de skal igennem, og hvilket stort arbejde det er at have børn. Det forstår han ikke helt. Men hvor meget kan man kræve af sine veninder med børn? Jeg kræver næsten intet af dem, og bærer altid over, når de ikke besøger mig, eller ikke ved hvad der sker i mit liv. Men indeni er jeg jo vildt ked af det, for jeg savner dem, og jeg føler mig ensom. Jeg husker detaljer om dem og deres børns liv, og engang imellem ønsker jeg mig måske bare det sammen.

At de nære venindeskaber er tørret ud, hænger selvfølgelig også sammen med at jeg flyttede til Fyn. Det gjorde at vi ikke sås i hverdagene. Men der er jo ikke langt fra København, og jeg vil så gerne bare tage derover en hverdag, have en hyggelig aften og overnatte til næste morgen. Men jeg vil jo nødig være til besvær, og en børnefamilie har nok at se til, og de har jo fx ofte ingen gæsteværelser længere. At forestille sig de tog over til mig bare for en aften virker utænkeligt. Jeg har aldrig spurgt nogen af dem, men min forestilling er, at man ikke er væk hjemmefra, når man har små børn. Og faktum er, at de heller ikke har fået ideen.

I takt med vi ses mindre og mindre bliver det også sværere og sværere, og vi kommer længere og længere fra hinanden. Det piner mig, at jeg ikke længere kender deres hverdag og deres børn, men det gør mig også ked af det, at de ikke kender min hverdag.

Til min fødselsdag ville jeg så gerne holde en drinksaften, hvor vi bare skulle grine og give den gas. Men da jeg løb listen igennem, var halvdelen enten gravid eller ammende. Så for det første ville der ikke blive den løsslupne stemning, for det andet ville de være nød til at medbringer babyer dvs. hensyn og aktiviteter til dem, og sidst men ikke mindst var det jo nok udelukket at tale om aften/nattearrangement. Det endte med ingenting!

Jeg ville ønske, jeg kendte svaret på det overordnede spørgsmål: Hvordan er man venner med voksne der har børn, når man ikke selv har.

Det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide børn, eller ikke vil være sammen med børn. Det vil jeg gerne. Vi leger, pjatter, drikker kaffe i stedet for drinks, går tidligt i seng og alt det der. Men andet er også tit udelukket, fordi nogen forældre tager det for givet, at deres børn skal med til alt. Indrømmet: Jeg er berøringsangst for emnet, for nogen vil måske tage det ilde op, hvis man inviterer dem uden børn, eller melde pas fordi de ikke har pasning. Er det så ikke bedre at ses med børn over kaffe end slet ikke at ses? Selvfølgelig har jeg veninder der kan stjæle 1-2 timer uden børn og ses med mig, men det kan jo naturligvis ikke være i det sammen omfang som før. Jeg har også oplevet den omvendte ”forskelsbehandling”, da gæsterne til min venindes barns første fødselsdage var ”barnets venner”. Det betød i praksis de voksnes venner, der havde børn. Vennerne uden børn blev ikke inviteret. Der blev jeg bare så ked af det.

Før vennerne begyndte at få børn for alvor, og vi vidste, at vi ikke fik sådan lige med det samme, jokede vi med, at vi skulle finde nye unge venner i starten af 20´erne eller venner oppe i 40´erne, med store børn. Men faktum er, at det faktisk er ret svært at få nye venner i 30´erne, når man ikke har børn. For hvor pokker møder man dem? De møder ustandselig hinanden i mødregrupper, børnehaver, til børnegymnastik eller andet. De har en masse til fælles, og bliver hurtigt tætte venner. De forstår hinanden, og drikker kaffe og går tidligt i seng uden frustrationer. Måske mere med en lettelse over at have venner i samme båd som dem selv. Nogen vil måske tro, at jeg er misundelig og bitter. Tro mig, hvis jeg kunne, ville jeg også få børn! Jeg prøver for alt i verden ikke at være bitter, for det er jo ingens skyld, at venskaber ændrer sig med tiden. Men jeg kan bare ikke helt finde mig en plads i forhold til vennerne.

Mænd er gode til at have de samme venner livet igennem. Kvinder er gode til at få nye venner. Måske lidt stereotypt, men jeg har set det rundt omkring. Når jeg så fejler i forhold til at holde på vennerne og heller ikke evner at skabe nye venskaber, hvad pokker gør jeg så? Jeg lever videre med min frustration over at mine venindeskaber fater ud. De har stadig pladser i mit hjerte, for intet er jo forandret for mig. Men deres hjerter bliver fyldt op af børn, nye bekendtskaber via deres børn osv.

Det er lidt et vovet indlæg, jeg kommer med her. Men eftersom meget få læser med herinde, er der nok heller ingen der opdager, hvad jeg tænker om venskaber med voksne, der har børn

Kommentarer

  1. Rasmine
    23. Oct 2010 04:54
    1

    Hej Malene

    Ih, hvor jeg forstår dig - selv om jeg er så gammel, at jeg med lidt god vilje kunne være din bedstemor - men det kunne jeg alligevel ikke, for jeg har heller ingen børn.

    Det er måske naivt af mig at spørge, om du har tænkt over, om du faktisk gerne ville have børn, eller du bare gerne vil ind i varmen?

    Under alle omstændigheder tyder dit indlæg på, at du ville blive en fornuftig mor :-)

    Det er rigtigt, at det er hårdt arbejde at have børn, men så vidt jeg kan se, er det ligefrem blevet en mode- og æressag at gøre det så hårdt eller i alt fald så altopslugende som muligt.

    Det er netop rigtigt, hvad du skriver, at nogle forældre tager det for givet, at deres børn skal med til alt. Ud fra min egen erfaring vil jeg endda gå så vidt som til at sige, at de fleste gør det!

    Sådan var det ikke, da jeg var barn. Og jeg er IKKE så gammel, at hukommelsen svigter. Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at tidens børnefiksering og "guddommeliggørelse" af børn nærmest er sygelig. Jeg er heller ikke så sikker på, at det er sundt for børnene og dermed for samfundet.

    For efterhånden mange år siden - det var, mens jeg læste - ringede det pludselig en aften på min dør. Det var en af mine studiekammerater, som både var gift og havde to små børn. Om hun måtte komme ind? Hun MÅTTE simpelthen væk fra alt det. Jeg blev glad. Fordi hun var så ærlig over for både sig selv og mig, og fordi hun havde valgt mig som ressourceperson.Vi var faktisk ikke særlig nære veninder.

    Jeg håber og tror, det vender engang. Men hvornår mon?

  2. Julie - ja, den Julie.
    24. Oct 2010 17:15
    2

    Jeg synes, du skal snakke med dem om det. Måske sidder de og LÆNGES efter en overnatning på Fyn, hvor de kan sove igennem og drikke en enkel drink? De fleste små børn har udmærkede fædre, som er meget engagerede og kompetente.
    Jeg har selv to børn, 2 og 7 år, og jeg ELSKER at besøge mine veninder uden børn. Eller, de fleste af mine veninder har børn, men vi arrangerer tit at ses uden børn, gerne med overnatninger, så vi kan snakke længe og sove længe.
    Det er naturligvis svært med ammebørn, men så snart de er ude over den del af livet, så er det kun godt for alle - far kommer på banen, børnene hygger sig, mor slapper af.

    Jeg tror, man skal passe på med stereotyper og fordomme. Alle mennesker er forskellige og vil forskellige ting. Inviter dem, spørg dem hvordan det kan lade sig gøre. Sig hvad du har lyst til, og spørg om de kan møde dig halvvejs.

    Mht at få nye venner, så synes jeg først det blev nemt efter jeg fik børn... ja, sorry :-) Men man møder så mange mennesker i institutioner, mødregrupper osv.

    Og så hej - ja, jeg har læst med et stykke tid. Jeg efterlader linket til min blog, så du kan lure tilbage :-)

  3. Aron Bonanno
    27. Oct 2010 12:40
    3

    Tak for et velskrevet og tankevækkende indlæg med et rigtigt interessant spørgsmål: hvordan kan bedsteveninden pludselig tabe til Ole Lukøje? Dette fortjener et svar. Jeg vil forsøge mig efter fattig evne ud fra min erfaring som far til en snart ét årig.

    Jeg tror alle børnefamilier starter graviditeten med at aftale, at "sådan skal vi ikke være". Altså dem som kun går op i eget barn, ikke taler om andet, aldrig går ud og nærmest kun har kontakt med andre børnefamilier...
    Derfra går det så galt :-/

    Stating the obvious: Barn/børn er sindsygt tidskrævende! En stor del at tiden skal bruges på 'administration' - mad, oprydning, rengøring etc. Dertil kommer tid som 'tabes' fordi de ex. bare vil kravle i reolen, og selvom man ikke orker at sidde og holde fast i en time, så nytter alternativet jo heller ikke.

    At et døgn vitterligt har 24 timer bliver også først for alvor klart efter en fødsel, fordi børn på lumpen manér udnytter HELE døgnets muligheder. Når de ikke gør - tja, som vil man gerne sove...

    Min barsel er ved at rinde ud, og så går det løs igen med et arbejdsliv som desværre ikke lader sig løse på de afsatte 37 timer! Det samme gælder for min hustru. At finde en balance mellem tid til barnet, arbejdspladsen, hinanden og sig selv er således en konstant udfordring, som vanskeligt lader sig løse.

    Ovenstående er ikke ment som klynk. Det er et forsøg på at påvise, at det ikke er ond vilje eller mangel på interesse, som holder nybagte forældre væk fra besøg/telefon etc. Begge forældre må foretage benhårde prioriteringer af tidsanvendelsen - og nogle af disse er uretfærdige, og det viser dit indlæg glimrende.

    Hvad så? Hvad kan du gøre?
    VÆR DIG SELV - Dit indlæg italesætter et svært dilemma. Bevar modet og tal om det med veninderne. Sig det som det er - gode, årelange venskaber bør kunne holde til dette. Men husk, jf. ovenstående, at udvise forståelse for venindernes prio/tidspres.

    VÆR TÅLMODIG - Når veninden er i omstændigheder, så må du tænke tanken: "Fødsel...juhuu. Vi ses om 2 år! - Men vi tales ved inden da..."
    En kæmpe omvæltning er indtruffet og det tager tid at få alle brikkerne til at falde på plads igen. Men det vil ske - og når det gør er det rart at have en god ven/veninde i baghånden, som netop er børnefri og hvor man også selv kan være det.

    HOLD GRYDEN I KOG - Du bør ikke være nøjeregnende med, hvem som ringer. Sæt i stedet en ære i, at du med jævne mellemrum fastholer kontakten, samt husker fortalte detaljer (og være overbærende med, at de ikke gør). Det vil huskes og værdsættes senere!

    Håber det kan hjælpe dig lidt...
    Mvh
    Aron

  4. Julie - igen
    27. Oct 2010 12:52
    4

    Var Aron lige så klog i gymnasiet?? Han har helt ret.

  5. Malene Lyngbo
    31. Oct 2010 17:32
    5

    Tak for jeres kommentarer.

    Rasmine: Tak for rosen, og fordi du forstår mig. Jeg synes, du har helt ret i, at der er en ændret trend mht. børn i vores samfund. De skal med til alt, og inddrages i alt. Jeg har hørt om børn, der bliver spurgt til råds om hvor der skal holdes juleaften, eller hvilken bil familien skal have. Jeg tror desværre ikke, det kommer til at ændre sig, og hvis jeg selv får børn, kan jeg ikke udelukke at jeg vil være fristet til at lade mig rive med. Men indtil videre har min mand og jeg aftalt, at det ikke skal ske.

    Dit spørgsmål om jeg gerne vil have børn eller bare ind i varmen, kan jeg svare helt klart på: Jeg vil gerne begge dele. Men naturen og lægevidenskaben er ikke med mht. til det første ønske, og mit indlæg skriger jo langt væk af, at jeg bare gerne vil ind i varmen. Der må da være en plads til mig i nogens hjerter/hjem, selvom jeg ikke har børn.

    Julie: Hvor hyggeligt sådan at høre fra dig. Jeg blev da helt rørt over, at du læser med.

    Du har helt ret i at jeg skal TALE med dem om det. Men puha jeg er konfliktsky på det område, for jeg føler jo lidt, at jeg er på gyngende grund. Netop fordi jeg ikke kan finde min plads i flokken som kvinde i 30´erne uden børn. Men ja, jeg skal have taget hul på emnet. Men som jeg også skriver i mit indlæg, er den viden jeg har om deres hverdag også medvirkende til, at jeg ikke har presset på.

    Det lyder som et rigtig godt forslag at invitere dem på overnatning med tilbud om nattesøvn og gin. Men indtil videre har jeg jo ikke følt det kunne lade sig gøre, fordi de har så travlt så travlt med de børn. Og den travlhed virker som vigtigere, end den travlhed jeg har uden børn. Du har ret i, at de børn jo også har gode fædre, men det kan være lidt problematisk at være den der siger det højt. Især når man ikke selv har børn. For når man ikke har det, har man tit ikke lov til at have en mening om børn og det der følger med.

    Aron: Tak for de pæne ord om mit indlæg.

    For mig er det du kalder the obvious hele kernen i mit indlæg. Jeg hører jo hele tiden den sang fra forældre om hvordan hverdagen er med børn, hvordan I ikke sover, hvordan I laver mad hele tiden, hvordan børnene er syge osv. osv. Den sang har netop gjort, at jeg ikke synes, jeg kan bede veninderne om at løsrive sig, at jeg ikke kan få mig selv til at foreslå at faderen tager fra, at jeg ikke forlanger lange dybe snakke, at jeg ikke inviterer dem til aftenarrangementer osv. Og det er lige netop det der efterhånden har opbygget sig som en frustration, der altså kom til udtryk i mit indlæg. Jeg har efterhånden forstået at småbørnsfamilier ikke har meget tid, og at det ikke er ond vilje. Men mit spørgsmål går på, hvad jeg så skal gøre?

    Du foreslår mig at være mig selv, men have forståelse for venindernes travle børnehverdag. Du skriver også, at jeg skal være tålmodig og holde gryden i kog, mens småbørnsforældrene er sat ud af spillet i et par år. Jeg kan godt forstå, hvad du mener, men jeg synes egentlig ikke, det er helt fair. Hvor mange gange skal man afvises, og hvor længe skal man bare vende den anden kind til? De skal jo ikke kun have et barn, og ses vi så bare om 5-6 år? Nej, småbørnsforældre må altså også indimellem huske os der står på sidelinien. Stol på mig når jeg siger, at jeg i lange perioder er den eneste, der holder op til flere gryder i kog. Det bliver jo ikke ved med at være lige morsomt. Lidt plat sagt har jeg jo også et behov, der skal stilles bare engang imellem.

    Jeg er ikke nøjeregnende med hvis tur det er til at ringe eller noget. Men med en veninde blev det simpelthen så groft. Når hun efter en masse aflyste aftaler kækt spurgte om vi skulle ses, bad jeg hende gentagende gange om at komme med tid og sted, der passede hende. Men der kom jo aldrig noget fra hende. Vi ses ikke mere. Jeg savner hende, og tænker på hende tit, men i et venskab er jeg også nød til at føle at den anden gider mig. Det følte jeg ikke der.

    Julie - igen: Ja, Aron var da vildt klog. Han væltede sig jo i 13-taller og legater så vidt jeg husker.

  6. vibeke
    3. Nov 2010 22:39
    6

    Sikke et fantastisk indlæg jeg lige faldt over ;)

    Nej, din travlhed uden børn er på ingen måde mindre værd end travlhed med børn.

    Jeg er mor til to - en 4 årig og en på et halvt... og ja... de kræver da deres tid og er er mange praktiske opgaver, men altså så er det ikke værre.

    Jeg pioriterer hårdt at have tid til at se mine veninder. Det er vigtigt for mig, men det er også vigtigt for mine børn at jeg kommer ud og ser andet en køkkenalrum og tærteopskrifter.

    Måden jeg får set mine veninder på er dog ofte at jeg tager senere afsted eller tidligere hjem. Hvis jeg skal til aalborg eller Kbh (bor i Århus) er det hjem med det sidste tog så der også er en dag i morgen. Så ja, hyggen må komprimeres og der er ikke de lange dasedage uden formål med en veninde som ellers er helt fantastisk, men så må vi jo bare sørge for at få en masse ud af de timer vi har sammen.

    nu er jeg på barsel og jeg ved også at det bliver sværere når jeg skal tilbage til et krævende job. Men det er bare vigtigt der er tid til at Mutti her bliver luftet lidt engang i mellem :)

    masser af knus til dig og tag så kampen op med de gamle veninder. det lyder om om de trænger til at fokus på børnene får en lille pause.

  7. Malene Lyngbo
    6. Nov 2010 22:19
    7

    Tak for de flotte ord, Vibeke. Det kommer jo helt bag på mig at nogen "falder over" min blog.

    Det lyder som en god måde at udnytte tiden på. Min udfordring er, at jeg har svært ved at foreslå sådan en løsning til veninderne med børn. Jeg kan ligesom ikke nænne at de skal undvære endnu mere søvn eller deres børn pga mig. Jeg ville ønske det kom fra dem selv, for så var det jo meget nemmere for mig :-)

    Held og lykke når du selv skal tilbage til hverdagen. Det med at gå på arbejde hver dag er stærkt overvurderet kan jeg afsløre.

  8. Mette
    12. Dec 2010 23:42
    8

    Det var da et fantastisk velskrevet indlæg jeg fandt der! Jeg ville da give min halve arm for at have en så betænksom og indsigtsfuld veninde som dig. Jeg er mor til 3 børn på snart 4, 9 og 11 år. Jeg har i alle årene prioriteret at holde fast i mine veninder og har oplevet lidt af det samme dilemma som dig med enkelte af mine veninder der også fik børn på samme tidspunkt. Jeg har 2 veninder uden børn og jeg ELSKER at være sammen med dem og tale om andet end børn. Mine børn fylder meget, men de er kun interessante til et vist punkt for andre. En meget vigtig pointe at huske som mor til 3 unger.

    Jeg prioriterer mine singleveninders fødselsdage, når de inviterer til rødvin og snacks, ringer til dem med jævne mellemrum selvom mit hoved er fyldt med forældremøder, legeaftaler, arbejde, min mand, sfo-møder og jeg skal komme efter dig. Jeg er ikke kun mor, men også Mette. En kvinde på 37, der også er andet end mor.

    Jeg håber, at du kan finde en vej ud! Er der slet ikke nogle af dine veninder, hvor du kan åbne ballet med en snak? Du har med dit smukke og rørende indlæg klart berørt et dilemma som en del kvinder i din situation står i. Hvad med at opsøge nye venskaber i fora, hvor andre kvinder uden børn mødes. Der er mange muligheder på Nettet. Du lyder som en pige rigtigt mange gerne ville lære at kende.

  9. Malene Lyngbo
    21. Dec 2010 21:11
    9

    Mette, hvor er du bare sød. Jeg bliver da helt rørt over det du skriver.

    Jeg bliver også rigtig glad for at høre, at du prioriterer at være Mette, og ikke kun mor. Det er egentlig rart at vide at der mødre som dig. Selvfølgelig er I mange, men det luner mig nu alligevel at høre det.Nogle gange føler jeg mig jo efterladt alene tilbage på perronen efter toget at kørt.

    Jeg synes DU lyder som en kvinde, der er guld værd for alle dine veninder.

    Jo jeg har tænkt over det med de fora. Det er måske en løsning, men jeg ønsker jo egentlig ikke mange NYE veninder, jeg ønsker bare at være en del af dem jeg kenders liv. Langt hen ad vejen kan det være på deres præmisser, men det er da også rart at være voksne sammen.

  10. Heidi Seide Jacobsen
    14. Apr 2011 22:53
    10

    Jeg glæder mig rigtigt meget til at blive inviteret til drinks aften! Skønt med skønt på!

    Du fortæller rigtigt fint og rørende. Jeg oplever du er empatisk, imødekommende og indsigtsfuld.

    Jeg synes du er godt selskab!

  11. Nicole
    11. Oct 2011 18:48
    11

    Hej Malene

    Jeg google ordene; ensomhed, veninder, gift og børn.
    Og så kom dit indlæg op som det første.

    Jeg er lige fyldt 30 år og har det samme problem som dig, bare ENDNU værre :-/

    ALLE dem jeg før festede med hver weekend er blevet forlovet, gift, gravide eller lige blevet forældre.
    Jeg føler ikke jeg kan se dem mere. Jeg har ingen at lave noget med, ingen at fortælle de sjove historier til mere, og værst af alt, jeg har ingen at gå ud med, så jeg sidder bare hjemme hver weekend stort set, og jeg har ingen kæreste/mand. Aner ik hvad jeg skal stille op.

    Hvis jeg nu i det mindste havde en kæreste at tage hjem til, ville alt være lettere, men det umuligt at finde :-(
    Jeg blir jo aldrig mor eller gift som alle i omgangskredsen fordi j ingen møder.

    Aner ikke hvorfor det lige er mig af alle dem, som ingen har fundet, har udseendet i orden og også væremåden.

    Men det er MEGET ensomt.
    Så jeg føler med dig

    :o)

  12. Janni
    13. Oct 2011 13:53
    12

    Hej Malene,

    jeg sidder i disse dage og har det på præcis samme måde som dig og så vil heldet at jeg falder over din blog. Dét gør at jeg ikke føler mig helt som den alien,som jeg troede jeg var.
    Dine tanker kunne være mine tanker og ved præcist hvordan du har de med at det er svært at få sat ord på det man føler,uden at komme til at støde nogen eller lyde som en forkælet voksen,som bare gerne vil have lidt opmærksomhed.
    Ligesom dig har min mand og jeg ingen børn. Vi er begge først i 30´erne har været igennem utallige fertilitetsbehandlinger uden held. Vores højeste ønske er en lille bebs,og når vi så er omgivet af alle vores vennners lykke,kan det til tider gøre helt ondt ind i sjælen. De har jo det vi gerne vil have.
    Men vi prøver at nyde hinanden,men vi ku godt efterlyse det der var engang...hyggeaftener med venner,hvor al snakken ikke handlede om børn...suk!
    Til tider må jeg indrømme,at jeg tager mig i,at jeg ikke kan overskue at være sammen med veninder,som alle har børn,for der kan man føle sig som Palle alene i verden. Jeg håber sådan det er en naturlig følelse...og som med tiden vil forsvinde,så jeg vil kunne se ud over om en veninde har et barn eller ej...?

  13. M
    16. Feb 2012 12:49
    13

    Kære Malene!

    Jeg kan genkende rigtig meget af det du skriver; især den med at man ikke rigtig tør invitere eller foreslå at ses, selv efter mange års venskab med skønne aktiviteter som løb, træning, cafe, shopping - for nu er det for nogle af mine veninder kun muligt at ses med børn. Jeg har en sød mand og vi kan heller ikke få børn og har også været igennem mange fertilitetsbehandlinger, osv. uden held. Jeg ser i dag de af mine gamle veninder, hvis børn ikke fylder hele deres liv. De, heldigvis kun få, veninder, som insisterer på at vi skal ses sammen med deres børn, ser jeg ikke så tit, for jeg har ikke lyst.
    Det har taget mig fire-fem år at nå hertil, men nu er jeg nået til, at jeg siger til mine veninder, at hvis vi skal ses, så skal det være uden børn en del af gangene. Jeg er blevet så "fræk", at jeg spørger, om de ikke kan lade barnet være hjemme eller få det passet. Dette har været nødvendigt for mig at gøre især i de perioder, hvor jeg har været ekstra ked af ikke selv at kunne få børn. Jeg har det i dag godt med mig selv i de tilfælde, hvor jeg spørger de af mine gamle veninder, hvis børn betyder rigtig meget/får flere børn i træk, om vi ikke kan ses uden. Det bliver jeg simpelthen nødt til. Jeg har også en enkelt gang sagt til min veninde, at hvis hun tog sit barn med, så syntes jeg, vi skulle udskyde at ses til et senere tidspunkt. Det har været meget svært for mig at acceptere denne side af mig selv - at jeg kunne tillade mig at kræve dette (i meget få tilfælde), men jeg har det ok med det, fordi man skal respektere sig selv. Jeg vil jo bare gerne se min veninde efter ikke at have set hende i 3 mdr. Som i dit tilfælde ses vi meget mindre end før, men det skete jo allerede, da de fik børn og derfor ikke længere havde tid til løbeture, cafeture, osv.
    Jeg glæder mig meget til vi alle runder de 40, for så er deres børn så store, at de ikke behøver deres mødre så meget, og forhåbentlig er mødrene blevet mætte på dem på det tidspunkt og kan tale om andet. Jeg er heldig, at jeg har et fantastisk arbejde med mange gode kvindelige kolleger - de har selvfølgelig alle børn, næsten da, men de taler ikke om dem hele tiden. Dette er meget dejligt for mig, og jeg nyder deres selskab meget, fordi vi kan tale ligeligt med om ting, selvfølgelig jobbet, og derfor igen har noget at være fælles om med nogle venner. Mange af mine gamle veninder med helt små børn er så optagede af deres børn og går så meget op i deres tøj, mad, lege, osv. og det interesserer mig ikke så meget. Det ville det jo gøre, hvis jeg havde børn, men pointen er netop, at vi ikke længere har så meget at dele, når deres liv drejer sig om deres børn og mit om job, have, træning, kærlighed, osv.
    De bedste hilsener
    M

Malene Lyngbo Møller
Malene Lyngbo Møller

Kalender

« February 2018 »
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728 

votechdirect.com vocation training schools
accounting degree

Tags

Relaterede